Næste generation af NemID er på vej: MitID er fremtiden

Læsetid: 4 min

Næste generation af NemID er på vej. Den offentlige, digitale signatur kommer i udbud og skifter navn til MitID. Det nye ID forventes klar senest i 2020.

mitid.pngMitID er næste generation af den offentlige, digitale signatur. Den nuværende løsning, NemID, bliver skiftet ud med MitID. Det kommer som følge af, at kontrakten mellem Nets og Digitaliseringsstyrelsen udløber i slutningen af 2017. Dog med mulighed for at blive forlænget med op til 1 år. Det betyder, at løsningen kommer i udbud, hvilket åbner op for, at nye parter kan byde ind, som den kommende leverandør af det offentlige, digitale ID. Digitaliseringsstyrelsen forventer at være klar med den nye løsning i 2019 eller 2020.

Det offentlige (Digitaliseringsstyrelsen red.) og de danske banker er indgået i et fællesskab om at finde den bedste leverandør til at skabe det nye, digitale ID. Målet er at ramme en løsning, som gør det endnu lettere at logge på med sit ID. Minimumskravet er, at det skal kunne det samme som NemID kan i dag, men samtidig skabe en løsning, der er endnu mere egnet til den mobile hverdag. Kravene for, hvad løsningen skal kunne, er endnu ikke fastsat, men det er ikke utænkeligt, at biometriske data skal med i spil. Man undersøger blandt andet muligheden for at logge på via sit fingeraftryk (en funktion, som de fleste nye telefoner understøtter). NemID anvendes i dag på samme måde på alle platforme. For at ramme ambitionen om en mere mobil løsning, undersøges der også i muligheden for at gøre løsningen mere fleksibel i forhold til, hvor man logger ind. Det skal eksempelvis være lettere at logge på, hvor oplysninger ikke er særligt følsomme.

Overgangen til MitID betyder, at de 4,7 millioner borgere, en million CVR-numre og en række offentlige institutioner, som allerede benytter NemID, skal flyttes til det nye system. For at gøre overgangen mere flydende, er det ikke usandsynligt, at kontrakten med NemID bliver forlænget med 1 år. Digitaliseringsstyrelsen forsikrer samtidig, at NemID ikke bliver skiftet ud, før MitID’et er klar. Med andre ord betyder det, at vi fortsat kan benytte det kendte NemID helt frem til, den nye løsning kommer i drift i 2019 eller 2020.

Da NemID’et blev oprettet tilbage i 2010, blev rettighederne til navnet ”NemID” delt mellem Digitaliseringsstyrelsen og Nets. For at skabe lige konkurrencevilkår, når løsningen kommer i udbud, har Digitaliseringsstyrelsen valgt at ændre navnet til MitID. Digitaliseringsstyrelsen ejer alle rettighederne til det nye navn, hvorfor navnet kan genanvendes, når løsningen kommer i udbud igen.

Det bliver spændende at se, hvad den nye løsning bringer, men målsætningen taler for sig selv: vi får en endnu bedre løsning, som både øger brugervenligheden, gør det endnu lettere at underskrive digitalt, og som har slutbrugeren i fokus.

esignatur ser frem til, i fremtiden, at kunne tilbyde kunder og samarbejdspartnere en endnu bedre signeringsoplevelse, når MitID’et ruller ud.

Udgivet: 2017-03-24

Skriv en kommentar